Jeg har aldrig før fået taget billeder af en fotograf og er godt nok nervøs. Alligevel har jeg taget mig sammen til at finde nogle rigtig fede ting at have på, på mine forhåbentligt smukke Boudoir-billeder. Jeg møder Charlotte på en fotolocation i Dragør og det første jeg siger til hende er, at jeg er hamrende nervøs, “NÅ!” svarer hun “Du virker da slet ikke nervøs på mig”. Det beroligede mig en smule og vi gik sammen op til den location Charlotte havde valgt. Her kommer så det største skridt, at smide tøjet foran fotografen, nå men der ryger lige et lag af gangen og til sidst står jeg i undertøj, og kommer foran kameraet. Efter 1½ sekund tænker jeg på ingen måde over mine mindreværdskomplekser eller at jeg står uden tøj på foran et fremmed menneske, men kun om hvordan jeg skal stå, hvordan jeg skal “pose”, hvordan jeg skal smile, uden at smile, hvordan jeg skal holde øjnene åbne på trods af sollys og mange andre ting. Det bliver så dominerende at få de perfekte billeder at alle nervøse tanker for længst er væk. Charlotte gør situationen rigtig behagelig, hun har det tydeligvis sjovt med det hun laver og gør meget ud af at sige når vi lige har taget et rigtig godt billede, eller når det er en rigtig fed måde man står på, og iøvrigt efterlever de grænser hun kan mærke man har. 10 fantastiske billeder kunne jeg give min mand i morgengave, og han blev bare rigtig glad for dem. Jeg glæder mig til jeg skal have taget billeder igen!